27. jun. 2012

Mad til manden: Okseculotte med ovnstegte kartofler og lækker blomkålsalat



Min kæreste er noget gammeldags hvad angår mad - han elsker i hvert fald sovs og kartofler! ;-)

Så denne version er en jeg også kunne være med på, da jeg for nylig fandt ud af jeg faktisk elsker rå blomkål. Det er typisk en grøntsag jeg holder mig fra - men nu skal jeg da lave denne blomkålsalat noget oftere, da den smager super godt.

Ingredienser:

Okseculotte 1-1,5 kg.
4 fed hvidløg

1 kg. små danske kartofler
Olivenolie
Timian
Oregano
Rosmarin
Salt

Et halvt blomkål
1 rød peber
En lille håndfuld mandler
1 æble
Forårsløg
Parmesan

Cremefraishe
Salt og peber
Citron
Dijonnaise

Fremgangsmåde:

Rids culotten på fedtsiden, på kryds og tværs, og fjern evt. senen på bagsiden af stegen. Gnub hvidløget ind i culottens fedtside.
Placer culotten i en bradepande og sæt den i ovnen ved 170 grader varmluft i 40-45 minutter alt efter hvor stor stegen er og hvor rød du ønsker den. Spørg evt. slagteren når du køber stegen, eller brug et stegetermometer.
Min kæreste kan ikke lide rødt kød, så vi plejer at gennemstege kødet.

Når du har sat culotten ind, vask da kartoflerne og skær dem i halve. Læg dem på en bageplade beklædt med bagepapir. Hæld en smule olivenolie over kartoflerne og drys med lidt salt, timan, oregano og rosmarin
Bag kartoflerne i ovnen under culotten i 45 min. 

Skær blomkålet i mindre stykker og brug fingrene til at fordele blomkålet yderligere. Det skal være helt fine og små buketter. Skær den røde peberfrugt i mindre stykker og hak mandlerne groft.
Snit forårsløgene og skær æblet i små tern.
Bland alt sammen i en skål og riv parmesan henover salaten.

Bland dressing til salaten, cremefraishe, salt og peber, citron og dijonnaise (kan udelades, eller erstattes med en smule sennep).
Bland salaten med dressingen eller server dressing ved bordet.

Tag kødet ud af ovnen og lad det hvile i 15-20 min., alt efter stegetiden.

Server kødet med kartofler og salat! Velbekomme!

I

Posted by Picasa

26. jun. 2012

Cæsar salat a la sommer



En skøn salat der bare aldrig fejler - og så er den nem at lave

Ingredienser:
Kylling
Stegepose
Timian og oregano
Olivenolie
Salt og peber
Daggammelt brød til crutoner
Romainesalat
Tomater
Parmesan
Cæsar dressing

Når det skal gå lidt hurtigt så plejer jeg at købe en cæsar-dressing. Men den kan også laves selv, så den opskrift skal jeg også nok snart dele med jer - så snart jeg har nogle billeder af den.

Mariner kyllingen i olivenolie, salt og peber og en smule timian og oregano. Lad gerne kyllingen trække i marinaden en time eller to.
Steg kyllingen efter anvisningen på stegeposen. Jeg steger den typisk (alt efter kyllingfilleternes størrelse) 30-35 minutter på ca. 180 varmluft.

Skær det daggamle brød i tern, og hæld lidt dråber olivenolie over, og steg dem i ovnen i ca. 15 min. til de er gyldne.

Mens kyllingen steger, vask og riv romainesalaten i en stor skål. Hæld cæsardressing over og vend salaten i dressingen. 
Anret salaten i de tallerkener eller skåle du vil servere den i. Skær tomaterne og anret dem på salaten. 

Når crutonerne er gyldne tages de ud af ovnen og køles af.

Når kyllingen er færdig, tages den forsigtigt ud af stegeposen, og skæres i skiver.
Anret det på salaten og drys crutonerne henover salaten.
Server med friskrevet parmesan.






Happy eating!



Posted by Picasa

25. jun. 2012

Jordbærtærte med karamelcreme



Lige til sommeraftenerne!

Tærtedej:

3,5 dl. hvedemel
1 spsk. sukker
120 gram koldt smør
1 æg
1 spsk. koldt vand

Creme:
3 dl. fløde 38%
2-3 spsk. creme fraishe
2 dl. flormelis

Karamel:
2,5 dl. brun farin
120 gr. smør
1/2 dl. fløde
1 tsk. vanillesukker
1 knivspids fint salt

En bakke friske jordbær

Fremgangsmåde:

Lav tærten:
Bland mel, sukker og koldt smør sammen, brug gerne hænderne til at massere smøret ind i melblandingen.
Bland æg og vand i en lille skål og arbejd det ind i melblandningen. Dette skal gøres forholdsvis hurtigt, du skal ikke ælte dejen. Tærtedejen skal blot samles.
Pak dejen ind i film og lad den hvile 1 time i køleskabet.

Varm ovnen op til 175 grader.

Tag tærtedejen ud af køleskabet og fordel dejen i en smurt tærteform. Prik bunden med en gaffel.
Bag i ovnen i ca. 10-12 minutter, til tærten er gylden. Lad den køle af.

Dette kan med fordel gøres nogle timer inden tærten skal serveres.

Inden tærten skal spises, pisk da fløden til flødeskum og bland efterfølgende cremefraishe og flormelis i. Smag til med ekstra flormelis, hvis du ønsker en sødere creme.

Tag alle ingredienser til karamellen og varm i en gryde ved svag varme. Rør til karamellen har en tynd og cremet konsistens. (Jeg havde lidt travlt, så jeg tog karamellen af blusset da den stadig var tyk, hvilket man kan se på billedet.)

Fordel creme over tærtebunden. Skær jordbærrene i halve og placer dem som du vil, på tærten.
Hæld afslutningsvis den lækre karamel ud over tærten og server!

Det er lang tid siden jeg har fået en så lækker og sommerlig jordbærtærte. Og til de der har en sød tand, så gør karamellen hele forskellen!

Velbekomme!

24. jun. 2012

Kager med fondant - Til nonfirmation med 40 mennesker



Så fik jeg billederne fra min kærestes nieces nonfirmation.
Jeg var så heldig at jeg fik lov til at lave kagerne til hende, og hun ville rigtig gerne have kagerne i sort og pink!

Jeg fandt meget hurtigt ud af hvor svært det var at farve hvidt fondant sort, så det tog nærmest en hel uge. Men det lykkedes til sidst - med lidt snyd (jeg købte en smule færdig farvet sort fondant, og blandede i min egen...)

Nonfirmanten elsker chokolade og vi blev derfor hurtigt enige om at kagerne skulle være med chokolade, chokolade og mer' chokolade.

Jeg lavede derfor en chokolade mudcake med tobleronecreme i mellem, smurt op med smørcreme.

Jeg har selv lavet alt pynten, roserne, zebra-striberne og båndende. Jeg har dog til kagen i øverste højre hjørne brugt et udstikkersæt, hvilket fungerede rigtig fint og resultatet var faktisk udemærket synes jeg.

Da jeg kun har lavet fondantkager et par gange før, må jeg jo nok tilstå at jeg stadig befinder mig på begynderniveauet. Så derfor har jeg ikke lagt fremgangsmåden ind, da jeg brugte flere dage på dette projekt.
Men næste gang jeg laver sådan en kage, skal jeg forsøge at tage billeder undervejs.
Om ikke andet håber jeg billederne kan give lidt inspiration, hvis I står og skal til at pynte en kage.



De tre kager på kaffebordet



Kagen lavet med udstikkersæt.



Zebrastriber. Noget nervepirrende at lave for første gang.



Den sidste kage lavede jeg af fri fantasi - og synes den blev meget fin.



Og så skulle der spises. 
Jeg lavede tre kager til 40 mennesker - men der blev næsten en hel kage i overskud.
Posted by Picasa

Sund snack: æbler i ovn



Et sundere mellemmåltid, der tager 2 minutter at forberede.

Ingredienser, 2 personer:

2 æbler i skiver
30 gram mandler eller hasselnødder, groft hakket
2 tsk. kanel


Tænd ovnen på 185 grader.
Læg æblerne i et mindre fad, og fordel nødderne henover. Drys kanel over æblerne.
Bages midt ovnen i ca. 15-20 minutter, til æble"kagen" er gylden. 
Jeg kan godt lide hvis der stadig er lidt bid i æblerne, så jeg tager dem ud når jeg, med en gaffel, kan mærke de stadig har lidt bid.


Omtale: Boblende koldt the i Aarhus, Bubble Tea


For lidt tiden siden var jeg og min veninde en tur forbi den nyåbnede Bubble Tea i Aarhus.
Konceptet stammer fra Asien og er en slags icetea, hvori der kommer de såkaldte bubbles ned i.
Disse bobler springer i munden når man bider i dem. Disse bobler kan fås som de originale frugter, der er meget gummi-agtige, eller man kan få nogle kunstigt fabrikerede, hvor hinden er lavet af husblas, og saften inden i er lavet i mange forskellige smagsvarianter.

Da vi kom til Bubble Tea var vi overraskede over hvor mange mennesker der var og stemningen var helt i top.
Vi var dog lidt forvirrede over konceptet og vidste ikke helt hvad vi skulle vælge. 
Men de søde mennesker bag disken var behjælpelige og fortalte ivrigt om hele konceptet og smagene...
Vi fik derfor lov til at smage de forskellige frugt-bobler, samt de originale tapioca frugter som var det der originalt blev tilsat teen.
Disse frugter var meget underlige, og smagte næsten af chokolade og kaffe. Men vi havde nu lyst til en lidt sødere drik, så vi valgte nogle af de andre frugtvarianter.
For at kunne drikke boblerne igennem sugerøret, er sugerøret så stort og bredt og kuglerne skal suges med op i sugerøret, hvilket førte til mange sjove grimasser blandt mig og veninden, da vi lige skulle lære det.
Smagen var sød, men dog alligevel frisk.
Det er en oplevelse værd, da det er noget anderledes end det typiske cafébesøg, og især tror jeg at børn og teenagere vil finde konceptet sjovt.

I hvert fald er det et besøg værd, så jeres egne smagsløg kan bedømme om I kan lide det...




Laks med pasta, frisk spinat og asparges






Så er det vist lidt tid siden der er kommet opskrifter på bloggen... men nu hvor sommeren nærmer sig, og der er lækre råvarer i supermarkederne, skal der igen gang i madlavningen...

Denne opskrift består af laks, pasta med frisk spinat, asparges og en let hvidvin og citronsauce.

Ingredienser til 2 personer:

2 stykker fersk laks
250 gram pasta
2,5 dl hvidvin
2,5 dl madlavningsfløde
2 fed hvidløg, knust
1 lille fintrevet løg
1 Knorr fond du chef grøntsagsbuillon
Saften af en halv citron
Laurbærblade
To håndfuldeskyllet  frisk spinat
Et halvt bundt friske asparges, skåret i 1,5 cm stave
Salt og peber

Fremgangsmåde:

Kog vand til pasta
Steg hvidløg og løg et par minutter på panden, til løgene er klare. Tilsæt hvidvinen og lad alkoholen fordampe et par minutter. Tilsæt laurbærblade,  fløde, citronsaft og buillon. Rør til buillonen er opløst. Lad saucen simre videre ved svag varme mens du koger pastaen og steger laksen (3 - 4 min. på hver side). Smag saucen til med salt og peber, og evt. mere citronsaft.
Tre minutter inden pastaen er færdig, tilsæt da asparges i saucen og lad det simre videre i to min. Tilsæt da spinatbladene. Når spinaten er faldet sammen, hæld da vandet fra pastaen og vend det i saucen.
Server med laksen og groft brød.




Velbekomme!